Kalifat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Religion Abrahamitiske religioner jødedom - islam kristendom Denne artikel er del af serien Islam Religiøse dogmer Trosbekendelsen Bøn · Faste · Halal · Haram Pilgrimsrejsen til Mekka · Velgørenhed Centrale personer Muhammed · Ali · Abu Bakr Muhammeds følgesvende Ahl Al-Bayt · Imamer Islams profeter · Mahdi Skrifter og love Koran · Hadith · Sira Fiqh · Sharia Retninger Sunni · Shi'a · Sufisme Religiøse retninger inden for islam Sociopolitiske aspekter Byer · Arkitektur Kunst · Kalender Islamiske religiøse ledere Imamat · Kalifat Islam og kvinder Politisk islam · Jihad Se også Islamiske begreber Islams historie Kritik af islam Indeks over artikler der handler om islam

Kalifat er en islamisk statsform der ideelt set skulle samle alle verdens muslimer under en og samme politiske enhed, regeret over af en leder kaldet Kaliffen. Kaliffen baserer sin autoritet på en form for arv af Muhammeds styre. Ifølge Sunni-islam bør han vælges blandt Kalifatets indbyggere, eller deres repræsentanter, og ifølge Shia-islam bør han vælges blandt imamer tilhørende Muhammeds efterkommere i Ahlul Bayt.

Kaliffen udøver sin magt gennem fire funktioner, som ofte holdes adskilt i den vestlige verden:

1. Åndelig leder af muslimerne, den som retleder muslimer i alle nye forhold
2. Religiøs leder af muslimerne, den som håndhæver Sharia
3. Politisk leder af muslimerne, den som står i kontakt med andre stater, og som leder regeringen
4. Militær leder af muslimerne, den som beordrer og leder militære tiltag, og først og fremmest dem, som drejer sig om konflikter mellem dar al-Islam og dar al-Harb.

Det islamiske kalifat system er et af de eneste kendte systemer, der forener disse fire magtområder. Muhammeds lære bygger på en teokratisk model: han var både leder af en religiøs bevægelse og politisk og militær hersker over det område, hvor man efterlevede hans trossætninger. Kalifatet var altså ikke blot et samlingspunkt for de troende, men også et suverænitetsområde.

Kalifatet nævnes ikke i Koranen, hvorfor en del muslimer helt ser bort fra det.

[redigér] Betydning

Navnet Kalifat kommer fra det arabiske khalifat rasul allah ( خليفة رسول الله ). som oversat betyder Efterfølger for Guds udsendte. Khalīfa kommer af verbet khalafa = "at efterfølge" eller "at komme bagefter".

[redigér] Historie

[redigér] Oversigt

[redigér] Første fase: De 4 ortodokse kaliffer (632-661)

Muhammed havde ikke fastsat regler for arvefølgen og heller ikke udpeget nogen efterfølger. Efter hans død i 632 mødtes de muslimske ledere. Nogle af dem var af den opfattelse, at Muhammed havde udvalgt sin fætter og svigersøn, Ali ibn Abi Talib som efterfølger. De fleste muslimer var dog ikke overbevist om det, og de fastlagde de første retningslinjer for arvefølgen. Ifølge dem skulle Muhammeds efterfølger være en araber fra Muhammeds stamme. Han skulle være ansvarlig for, at reglerne i Islam blev overholdt, men han skulle også sørge for, at udbredelsen af læren skete med alle midler, herunder krig (disse retningslinjer holdt dog ikke længe). Flertallet af de muslimske ledere valgte Abu Bakr, som var far til Muhammeds yndlingshustru Aisha til Muhammeds efterfølger. Han tog titlen khalifat rasul Allah, og det blev kalifatets begyndelse. Kort før sin død foreslog han sin fortrolige, Umar som efterfølger.

I 634 blev Umar valgt som den anden kalif. I hans regeringstid udstrakte han den islamiske bevægelses magtområde til Ægypten, Syrien, Irak og dele af Mesopotamien. Han var også sejrherre i de fleste af slagene med perserne.

I 644 blev én af Muhammeds svigersønner, Uthman, valgt som den tredje kalif efter Umars død. Han fortsatte sin forgængers ekspansion, men med tiden fik han fjender mellem muslimerne i de erobrede områder og frem for alt blandt deres ledere, som bebrejdede ham, at han foretrak muslimer fra Mekka, hans hjemby. I 656 blev han myrdet af udenlandske muslimer fra Irak og Ægypten.

Othmans modstandere var først og fremmest tilhængerne af Ali, som kaldte sig shiitter (fra arabisk shiat ali, Alis parti). De valgte sammen med de oprørske ledere Ali til kalif. Valget af Ali til kalif blev ikke anerkendt af alle. Som tilhænger af den myrdede Othman nægtede Mu'awiya, som kom af Umayyadernes stamme, Ali lydighed og erklærede ham krig. I 657 blev man enige om at forhandle efter en lang og uafgjort krig. Men i 660 oprettede Mu'awiya et mod-kalifat i Damaskus. Dermed var umma delt for første gang. Dette opfattede de såkaldte kharidjiter som blasfemisk i forhold til Islam. De stod for to samtidige mordforsøg på Ali og Muawiyah i 661, men det lykkedes dem kun at myrde Ali. Hans søn, Hasan, gav afkald på sit arvekrav, da han erkendte, at sunnitterne var shiitterne langt overlegne i antal, og Muawiyah indledte Umayyade-kaliffernes epoke.

[redigér] Anden fase: Umayyade-kalifatet (661-750)

Med sejren over Husain var Muawiyah den retmæssige kalif, og Umayyaderne blev på den måde navnet på et dynasti af kaliffer, der var overhoveder for det sunnitiske islam. Men Alis parti godtog ham ikke som kalif, og det kom til et skisma mellem sunnitterne og shiitterne. Alis Parti trak sig tilbage til det sydlige Irak, mens ummayyade-kalifatet flyttede kalifatets hovedstad fra Medina til Damaskus.

Muawiyah afskaffede også valget af kaliffer og gjorde værdigheden arvelig, efter at han havde erklæret sin søn, Yazid, som efterfølger. Ældsterådet skulle fra da af kun komme med en formel godkendelse af den nye kalif. Yazid måtte kæmpe mod oprørere straks efter sin tiltrædelse, og Husain, den anden søn af Ali og Mohammeds barnebarn, udnyttede situationen og gik i krig mod Yazid. Han blev dog standset og dræbt efter slaget ved Kerbela. Det beseglede den endegyldige adskillelse mellem shiitter og sunnier.

I deres regeringstid udvidede umayyaderne riget, og de nåede mod øst helt til Kinas og Indiens grænser, mens de mod vest underlagde sig Nordafrika, Spanien og Sicilien. Da de forsøgte at erobre Frankerriget, blev de standset i 732 ved Poitiers af Karl Martell. Derefter blev de trængt tilbage til Spanien, og de følgende kampe drejede sig kun om magten over bjergpassene (se Rolandskvadet med sagnet om Holger Danske).

Efter 718 havde shiitterne sammen med persiske og andre nationale, muslimske grupper samlet sig om abbasiderne. Det var efterkommere efter Muhammeds onkel Abbas, som det lykkedes at underminere kalifatet, og i 747 indledte de en opstand med et stort antal tilhængere. Ca. 750 havde de erobret riget og dræbt næsten alle ummayyaderne. Kun én lykkedes det at flygte til Spanien. Med Abu al-Abbas begyndte abbasidekalifatet.

[redigér] Tredje fase: Abbasidekalifatet (750-1258)

Flytningen af kalifatet til Bagdad indledte Medinas nedgang som den islamiske tros højborg. Samtidig blev Bagdad, specielt under Harun ar-Rashid, som var kalif fra 786 til 809, til den by, der er kendt fra bogen 1001 nat: den strålede af pragt og rigdom, og den var et centrum for både åndsvidenskaber og naturvidenskaber. Overholdelsen af de religiøse forskrifter blev dog overvåget i en helt anden grad end under Ummayaderne, og kalifatet nåede i det 9. århundrede sin største blomstringstid. Men ekspansionen og bureaukratiet krævede sin pris, og kalifferne overgav mere og mere politisk magt til vesirer (statsministre) og embedsmænd på mellemniveauet.

Fra begyndelsen af det 10. århundrede blev der flere opstande. I Nordafrika og Spanien blev der grundlagt uafhængige kalifater, og i midten af århundredet var kaliffen kun formelt hersker, mens den virkelige magt lå hos skiftende militærfolk og statsministre. Det var kun bevarelsen af troen, som stadig var deres område. i 1258 brød Bagdadkalifatet sammen, da Djengis Khans mongoler erobrede byen. Det lykkedes enkelte abbasider at flygte til Ægypten, og i 1261 blev en af dem anerkendt som kalif af den ægyptiske sultan i Kairo. Hans magt var dog kun åndelig og selv det var mest i teorien. Efter kort tid var kalifatet kun en indholdsløs titel, som de overførte til osmannerne i 1571.

[redigér] Faimidekalifatet og de spanske Ummayader

Fatimiderne, der var efterkommere efter Ali og hans hustru Fatima (deraf navnet), Muhammeds yndlingsdatter, grundlagde deres eget kalifat i 909. Det havde hele Maghreb (Nordafrika) som magtområde og strakte sig fra Algeriet til Ægypten, Syrien og Sicilien. Hovedstaden var Kairo, men dynastiet blev styrtet af den ægyptiske sultan Saladdin i 1171.

Den sidste umayade, som overlevede massemordet på familien mellem 747 og 750, nåede til Spanien. I 756 oprettede han et emirat med hovedstad i Córdoba. I 928 omdannede hans efterkommer Abd ur-Rahman III det til et kalifat. Fatimiderne protesterede, men kunne intet gøre, og kalifatet fortsatte indtil det faldt fra hinanden til småriger i 1031. Hverken Fatimidekalifatet eller det spanske Umayadekalifat opnåede nogensinde fuld anerkendelse fra alle sunnitter.

[redigér] Fjerde fase: Osmannernes kalifat (1258-1924)

Fra det 13. århundrede gjorde muslimske herskere igen og igen krav på den efterhånden tomme titel som kalif. I året 1517 lykkedes det dog den osmanniske sultan at oprette det osmanniske kalifat. Da flere og flere kristne trængte ind i de muslimske områder, henviste sultanerne i det 19. århundrede til deres titel som åndeligt overhoved for at skaffe sig støtte fra muslimer uden for deres eget magtområde. Efter den 1. verdenskrig blev den osmanniske sultan afsat, og den tyrkiske regering afskaffede endegyldigt kalifatet i 1924.

[redigér] Kalifatet efter 1924

Dette ophidsede sindene i den muslimske verden, og i 1925 gjorde kong Hussein ibn Ali krav på titlen. Han var fra Hijaz i det nuværende Saudi-Arabien og kunne henvise til, at han nedstammede fra profetens oldefar, Hashim, og desuden var han konge over Mekka og Medina, de to hellige byer. Men kravet faldt til jorden, da sultanen Ibn Saud fra Najd erobrede hans rige.

I 1926 forsøgte man at vælge en ny kalif på en muslimsk kongres i Kairo, men også dette forsøg mislykkedes. Siden da har der ikke været alvorlige anstrengelser for at genoplive kalifatet. Det bevarer dog stadig en enorm symbolværdi i den muslimske verden. Med al forsigtighed og hensyntagen til de klare forskelle kan man sammenligne kalifatets sammenbrud og de mislykkede forsøg på at genoplive det med virkningen af et tilsvarende sammenbrud af pavedømmet.

[redigér] Nutiden

I vores tid er der bevægelser i mange lande for at genrejse kalifatet i den moderne muslimske verden. Blandt disse er organisationerne Hizb ut-Tahrir og Azmat-e-Islami. I sommeren 2003 var der et fejlslagent kup i Ægypten, hvor nogle topchefer i hæren forsøgte at aflægge troskabsed til kalifatet, men efterretningstjenesten opdagede truslen og dræbte alle de indblandede. Formålet med kupforsøget var at skabe et kalifat, der kunne omfatte hele den muslimske verden fra Marokko til Indonesien, ikke bare som en sammenslutning af stater, men en sammensmeltning af alle de 53 muslimske lande med én hær, én møntfod, én religion og ét broderskab.

Den internationale terroristgruppe Al-Qaida har tilsvarende planer om at styrte regeringer i Mellemøsten med hjælp fra regeringer, der støtter tanken. Målet er at skabe et wahabikalifat over hele den muslimske verden.

Jemaah Islamiahs leder, Rahman Ismauddin, også kendt som Hambali, ønskede at skabe et kalifat i Sydøstasien. Det ville have omfattet Indonesien, Malaysia, Singapore, Filippinerne, Brunei, Cambodia og Thailand.

[redigér] Berømte kaliffer

[redigér] De fire retledte kaliffer

1. Abu Bakr
2. Umar ibn al-Khattab
3. Othman ibn Affan
4. Ali

[redigér] Andre kaliffer

• Abd-ar-rahman IV
• Abd-ar-rahman V
• Abd Allah ibn Zubayr
• Harun al-Rashid, hovedperson i 1001 nats eventyr
• Omar bin Abd al-Aziz

[redigér] Se også

• Kalifatets teori
• Liste over islamiske begreber
• Liste over kalifferne