Arabisk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Udbredelse som talt sprog.

Udbredelse som officielt skrift-sprog.

Udtrykkene Arabisk og Klassisk arabisk bruges almindeligvis om det rene arabiske sprog - اللغة العربية؛الفصحى (al-lughat ul-`arabiyyah = det arabiske sprog; al-fushah = klassisk arabisk) - som er det sprog, Koranen er affattet på. Arabiske dialekter tales i Nordafrika (Maghreb fra Marokko til Ægypten) og Mellemøsten (fra Palæstina/Israel til Irak, og fra Syrien til Yemen). Der tales også en arabisk dialekt på Malta.

Arabisk er et semitisk sprog ligesom hebraisk. Det arabiske alfabet har 28 bogstaver og skrives fra højre til venstre. De korte vokaler / a, i og u /noteres ikke i normal skrift. De lange vokaler /a, i og u / noteres. Glidevokalerne http://da.wikipedia.org/w/ og /j/ noteres med de samme tegn som langt /u/ og /i/ . De korte vokaler kan eventuelt angives ved hjælp af diakritiske tegn over og under konsonanterne.

Den oprindelige korantekst på arabisk opfattes af muslimer som guddommelig, hvorved Koranens sprog har en særlig status. Dette er grunden til, at Koranen i mange lande ikke er blevet trykt på nationalsproget. Eventuelt kan man trykke en tosproget udgave, hvor den arabiske tekst er den indiskutable original og "oversættelsen" kun er at opfatte som en fortolkning.

Det moderne fælles skriftsprog betegnes ofte som "moderne standardarabisk" og forstås over hele den arabiske verden.

Talesproget varierer derimod så meget mellem landene, at det kan diskuteres om eksempelvis marokkansk arabisk og yemenitisk arabisk skal ses som dialekter af samme sprog eller som forskellige sprog. Ægyptisk arabisk er den moderne dialekt, der forstås af flest arabere på grund af Ægyptens befolkningstal og medierne (især film).

Der findes også en Wikipedia på arabisk.